Senest ved udarbejdelsen af årsregnskabet kan værdiansættelsen af tilgodehavender føre til betydelige problemer, når det konstateres, at nogle tilgodehavender allerede har været forfaldne i et stykke tid. Vi anbefaler derfor at gøre brug af debitorstyring til løbende vurdering af en virksomheds udestående.

I princippet skal hvert tilgodehavende værdiansættes individuelt.

Den oprindelige værdiansættelse skal baseres på anskaffelsessummen (normalt den aftalte købspris baseret på det indgåede kontraktforhold).

Tilgodehavendet indregnes først i balancen, når den faktiske opfyldelse har fundet sted, dvs. at såkaldte uafsluttede transaktioner ikke indregnes i balancen, da ingen af de kontraherende parter har opfyldt sine forpligtelser (afbalanceret kontraktforhold), og der således endnu ikke er opstået et krav på vederlag (realiseringsprincippet).

Nedskrivning af tilgodehavender

På tidspunktet for udarbejdelsen af årsregnskabet skal tilgodehavender, hvis værdi er lavere end på tidspunktet for den første bogføring, nedskrives, idet det såkaldte strenge princip om laveste pris eller markedsværdi finder anvendelse.

Alle tilgodehavender undersøges for et eventuelt behov for nedskrivning; der skal altid tages udgangspunkt i tilgodehavendets nettoværdi, da den betalte moms tilbagebetales af skattemyndighederne i tilfælde af en faktisk misligholdelse af tilgodehavendet, da der er sket en ændring af beskatningsgrundlaget for moms i størrelsesordenen af misligholdelsen af tilgodehavendet. Størrelsen af den individuelle værdiregulering skal fastsættes på grundlag af passende kriterier. Kriterierne kan f.eks. være et retsligt/udenretsligt forlig eller den tilsvarende insolvenskvote. Hvis tilgodehavender er sikret ved hjælp af pant eller lignende sikkerhed, vil dette dog forhindre værdiforringelse.

Værdiregulering iht. reel værdi

De resterende tilgodehavender, dvs. de tilgodehavender, som ikke var genstand for en individuel værdiregulering, fordi tilgodehavendet f.eks. kan inddrives på grund af tilsvarende sikkerhedsstillelse, eller fordi kunden regelmæssigt betaler til tiden, er genstand for en generel værdiregulering for at afspejle den såkaldte kreditrisiko, som følger af de empiriske værdier i virksomheden. Dette kan f.eks. fastsættes på grundlag af en misligholdelsesprocent over en vis periode i fortiden. Samtidig tages der imidlertid også hensyn til såkaldte inddrivelsesomkostninger til bl.a. inkassovederlag eller provisioner i den faste værdiregulering. I praksis resulterer disse faste beløb normalt i en procentdel på ca. 2 %. Denne praksis bliver jævnligt kontrolleret af skattemyndighederne, så det er vigtigt at kunne fremlægge en tilsvarende beregning. God debitorstyring kan på den ene side reducere forfaldne fordringer betydeligt og på den anden side lette værdiansættelsen i årsregnskabet, og dermed undgås kritiske spørgsmål fra skattemyndighederne mht. værdiansættelser.