Headergrafik
30.06.2020

Den tyske konjunktur- og fremtidspakke

Den tyske konjunktur- og fremtidspakke er nu endeligt vedtaget med et omfang på ca. 130 mia. euro. Vi giver her et overblik over de vigtigste tiltag og følger senere op på enkeltheder. Flere af tiltagene gælder kun for en bestemt periode og for helt bestemte initiativer. Spørg gerne ind til detaljerne hos din revisor her hos DANTAX.

Forslagene blev vedtaget som varslet, så der er ikke nogen ændringer/tvivlsspørgsmål ift. det oprindeligt planlagte og de versioner, der har kørt i medierne i de seneste uger.


Momssænkning i perioden 1.7. til 31.12.2020 til 16% hhv. 5%.
Vi henviser til DANTAX ekstra newsletter om momsen fra 23.6.2020, hvor vi berettede udførligt om de mange konsekvenser, der følger af den midlertidige momsnedsættelse. Læs artiklen her.


Coronastøtten forlænges.
Coronastøtten forlænges ind i 2021. Men kun for tyske virksomheder, der under visse omstændigheder kan dokumentere alvorlig tilbagegang for afsætningen pga. corona-pandemien. ”Almindeligt skrantende” virksomheder støttes ikke. Støtten kan kun søges af tyske virksomheder og ikke af danske virksomheders driftssteder i Tyskland. DANTAX kan evt. levere den nødvendige regnskabsdokumentation til ansøgningen.


Kurzarbeitergeld forlænges.
Også KUG Kurzarbeitergeld (”dagpenge under arbejdsfordeling”) forlænges ind i 2021.

Se vores tidligere nyheder om Kurzarbeitergeld, læs mere her


Arbejdsgivere kan betale op til 1.500 € skattefri corona-præmie til alle tyske medarbejdere

Tyske lønmodtagere kan modtage op til 1.500 € corona-præmie. Ydelsen skal betales fra 1.3. til 31.12.2020 og er skatte- og socialforsikringsfri, når den betales oveni lønnen. Den kan også gives som naturalydelse (Sachbezug) i form af f.eks. varer.

Beløbet skal hverken angives på oplysningssedlen for lønmodtageren eller på den tyske selvangivelse og skal ikke nødvendigvis udbetales i ét beløb. Det skal udbetales i perioden, hvor medarbejderen er beskæftiget og må derfor ikke betales for den periode, hvor der var corona-kurzarbeit (fordeling). Ved en opsigelse er der mulighed for at udbetale beløbet skattefrit som fratrædelsesgodtgørelse. Betingelsen er at beskæftigelsen blot skal falde i den nævnte periode. Det gælder også i fuldt omfang for deltidsansatte og for de såkaldte minijobbere.


Tabsfremførsel allerede mulig i 2019 (”carry back”)

Tyske virksomheder kan gøre tab i 2020 gældende i årsregnskabet for 2019.

Grænsen for tilbageførsel af tab hæves i årene 2020 og 2021 fra 1 mio. EUR til 5 mio. hhv. til 10 mio. for sambeskattede virksomheder. Desuden indføres muligheden for at gøre tab i 2020 gældende allerede i årsopgørelsen 2019. Dantax offentliggjorde informationer om denne mulighed allerede 24.4.2020. Læs artiklen her


Degressiv afskrivning indføres årsbegrænset fra 2020

Anskaffelser i tyske virksomheder i 2020 og 2021 kan afskrives ekstraordinært med op til 25%.

I perioden 1.1.2020 til 31.12.2021 indfører Tyskland den degressive afskrivningsmetode. Den gælder for anskaffelse eller fremstilling af bevægelige aktiver - også for brugte aktiver. Gælder ikke for fast ejendom. Afskrivningssatsen er 2,5 gange satsen for den lineære afskrivning, dog højst 25% (loft) af anskaffelses- eller produktionsomkostningerne i første år hhv. restværdien efter skattemæssig afskrivning.

Det er tilladt at skifte fra degressiv til lineær afskrivning.

Tal med din revisor, om det har betydning for regnskabet for 2020. Eventuelt bør anskaffelser fremskyndes for at udnytte denne mulighed.


Købspræmie til el-og hybridbiler forhøjes til 6.000 € / Loftet for støtte til el-biler som firmabiler forhøjes til 60.000 €.

For private: I perioden fra 1.7.2020 til 31.12.2021 fordobles præmien til anskaffelse af el- og hybridbiler fra 3.000 € til 6.000 €.

For virksomheder: I perioden fra 1.1.2020 til 31.12.2021 forhøjes loftet for støtte til anskaffelse af el-firmabiler fra 40.000 euro til 60.000 euro nettoanskaffelsespris. Firmabilbeskatningen af rene el-biler er for medarbejderen stadigvæk på 0,25% af bruttolisteprisen. For håndværkere og SMV indføres et særligt program til udskiftning af vognparken til el-varebiler på op til 7,5 tons. Ekstra støtteprogram til udskiftning til el-busser og lastbiler.

Støtten ansøges digitalt ved tysk myndighed.


Stor støttepakke ”Digitales Deutschland“ til offentlig administration

Her er der muligheder for danske virksomheder for at deltage i den danske ambassades digitale fremstød ”digitales Dänemark” www.digitales-daenemark.de .

Støtte til forskningsprojekter inden for it og digital administration for stat, kommuner og institutioner.


Støttepakke it og energi
Udbygning af KI og 5G-net samt til forskning inden for solcelle- og brintteknologi


Corona familiebonus til børnefamilier
Der udbetales 300 € ekstra for hvert barn, der er berettiget til tyske børnepenge. Pengene udbetales automatisk i to rater sammen med børnepengene i september (150 €) og oktober (150 €) 2020.

For enlige forældre gælder for 2020 og 2021 et mere end fordoblet fradrag på 4.000 € for første barn. For yderligere børn stiger det med 240 € per barn.


Se i øvrigt også corona-siden på vores website, klik her 

Kontakt

Kontakt