Headergrafik
DANTAX informerer løbende om støttemuligheder

Corona-krisen stiller mange virksomheder over for særlige økonomiske udfordringer. DANTAX informerer her løbende om de aktuelle news for danske virksomheder og private med interesser i Tyskland. Vi forsøger at holde siden så aktuel som mulig – trods de mange offentlige tiltag og initiativer, der nogle gange skifter meget hurtigt.

Fredag den 27.3.2020 blev den tyske regerings store corona-pakke lovbehandlet i andet kammer. Desuden har skattemyndighederne givet yderligere skattelettelser. Som udgangspunkt gælder lempelserne for tyske virksomheder, f.eks. AG, KG, GmbH. Tyske løndriftssteder for danske virksomheder i Tyskland kan derfor ikke søge andre lempelser end lønkompensation og muligvis ændring vedr. moms (se nedenfor under MOMS), men må søge hjælp i Danmark for den danske virksomhed.

Indkomst-, erhvervs- og selskabsskat / a conto betalinger

Selskaber og enkeltmandsvirksomheder, der kan dokumentere, at de er direkte og ikke ubetydeligt ramt af corona-krisen, kan ansøge om følgende lempelser i forbindelse med indkomst- og selskabsskattebetalinger:

1. Der kan ansøges om udsættelse af den forfaldne indkomst- og selskabsskat indtil den 31. december 2020. Normalt bliver den udsatte skat forrentet, men her opstår ingen renter. Skattemyndighederne har bebudet ikke at stille strenge krav til godkendelse af udsættelsen. Virksomhederne er selvfølgelig nødt til at dokumentere, at de er direkte berørt af corona- krisen, men de behøver ikke at fremlægge detaljeret dokumentation for omfanget af den opståede skade.

2. Der kan ansøges om justeringer af forskud vedr. indkomst-, selskabs- og erhvervsskat. Hvis indkomsten forventes at være lavere i år, kan der ansøges om nedsættelse af de løbende a conto skattebetalinger for 2020. De næste datoer for a conto-betaling er:
- Indkomstskat 2. kvartal 2020:     10.06.2020
- Selskabsskat 2. kvartal 2020:      10.06.2020
- Erhvervsskat 2. kvartal 2020:      15.05.2020

3. Vollstreckungsmaßnahmen / Tvangsfuldbyrdelse
Skattemyndighederne har bebudet at afholde sig fra tvangsfuldbyrdelse indtil udgangen af 2020. Sanktioner for forsinket betaling (f.eks. morarenter) falder dermed bort i perioden fra 19. marts 2020 til 31. december 2020, så længe skyldneren af en skyldig skattebetaling er direkte berørt af konsekvenserne af corona-pandemien.

Moms

Den 19.03.2020 lukkede de tyske skattemyndigheder op for mulige momslempelser. Lempelserne gælder for alle brancher, enkeltmandsvirksomheder, selskaber og liberale erhverv. Disse lempelser inden for moms kan dog kun opnås, når det kan dokumenteres over for skattemyndighederne, at virksomheden er økonomisk hårdt ramt af corona-krisen. Der er tale om følgende lettelser:

1. Hvis man har betalt momsdepositum for at opnå varig fristforlængelse for indberetning af moms, kan man ansøge om at få refunderet depositum - fristforlængelsen gælder alligevel. Dog er det desværre ikke alle delstater, der p.t. har godkendt denne mulighed. Per 1.4.2020 er det muligt i Nordrhein-Westfalen, Bayern, Baden Württemberg, Sachsen, Mecklenburg Vorpommern, Rheinland Pfalz og Niedersachsen. Virksomheden skal søge i den delstat, hvor den er momsregistreret.

2. Momsindberetning skal fortsat ske i henhold til de normale frister. Men betaling af skyldig moms kan udsættes med en ansøgning om rentefri henstand. Det gælder for momsindberetninger indtil den 31.12.2020. Der er ikke tale om nedsættelse eller annullering af betaling af momsen. Det drejer sig udelukkende om en mulig udsættelse af betaling af momsen til et senere tidspunkt, eller at der aftales ratebetaling.

3. Fra og med 19.03.2020 bliver der ikke fastsat forsinkelsestillæg (som er 1% p.m.) for for sen betaling af moms. Desuden vil der ikke ske tvangsfuldbyrdelser fra tysk SKATs side. Det gælder indtil 31.12.2020.

4. Der diskuteres yderligere muligheder – men de er i skrivende stund ikke besluttet:

a) Ændring af momsindberetning: Alle momspligtige virksomheder skal indberette momsen kvartalsvis

b) Ændring fra ”SOLL” til ”IST” momspligt. (SOLL = momsen skal betales, når faktura er udstedt, IST = momsen skal betales, når faktura er betalt af kunden)

Kontakt

Kontakt